Og hvem er vi så, os der arbejder på Zanzibar Højskolen? Vi er efterhånden blevet en stor flok, som jo ofte er spredt mellem Zanzibar og Skandinavien. Vi arbejder seriøst og med engagement og er gode til at hygge os og have det sjovt – OGSÅ når vi arbejder.
Personale
Vores personale

Jan
Jan Iversen er stifter og pædagogisk leder af Zanzibar Højskolen. Han er uddannet pædagog med en voksenpædagogisk grunduddannelse. Siden højskolens start i 2004 har han pendlet mellem Danmark og Afrika og opbygget stor erfaring med at skabe læringsmiljøer, hvor kulturmøder, fællesskab og faglighed går hånd i hånd.
Drevet af kærlighed og passion for den danske højskolebevægelse har Jan i mere end 20 år været med til at forme Zanzibar Højskolen og skabe oplevelser, der sætter varige spor hos deltagerne. Han er kendt for at forene høj faglighed med humor og nærvær og for at skabe rammer, hvor mennesker føler sig velkomne og inspirerede.
Når han ikke er optaget af højskolen, findes han ofte på volleybanen, under havets overflade med dykkerudstyret på eller vandrende verden over – en eventyrlyst, der også præger hans arbejde og ledelsesstil.

Masai
Masai er Zanzibar Højskolens ”Top dog nr. 1”. Hans fulde navn er Maksi Joseph Mbesi. Han var med til at starte højskolen med Jan Iversen i 2004 og har været med hele vejen. Som Jans bedste ven og partner, har han en vigtig rolle, da han på godt og ondt kender alt til Afrika.

David
David er højskolens Innovations- og Kommunikationschef – men først og fremmest en eventyrlysten højskoleentusiast med hang til skæve ideer og sand mellem tæerne. Han har rejst, undervist og lavet alt fra opfindsomme events til sociale projekter, og bruger sin erfaring til at gøre undervisning og højskoleliv levende og praksisnært. Med en uddannelse indenfor strategisk design, sørger David for, at både kreativitet og leg altid får plads – hvad enten det handler om kommunikation, kursusdesign eller fællesskab i praksis – og han elsker at skabe rammerne for meningsfulde møder mellem mennesker, hvor spontanitet og nysgerrighed får lov at blomstre. Med en umættelig passion for actionsport, elsker han at surfe alt fra bølger til bjerge – en energi, han også bringer ind i sit arbejde.

Kira
Kira er uddannet folkeskolelærer og har en stor passion for at arbejde med mennesker og mødet mellem forskellige kulturer. Kira har rejst meget på Zanzibar både på egen hånd og i forbindelse med sin tid som tidligere elev. Nu er hun ansat som skolens forstander og har fingeren på pulsen ift. alt, der rører sig både på og omkring skolen. Hun er desuden også underviser i linjefaget 'Hands on Zanzibar', som handler om elevernes møde og ligeværdige interaktion med lokalsamfundet. Kira elsker at engagere eleverne i skolens spændende projekter og hjælpe med at facilitere alle de meningsfulde ideer. For nogle år siden rykkede Kira rødderne op hjemme i København og bor nu permanent på Zanzibar i byen Paje med sin kæreste og deres fem hunde og to katte. Når ikke Kira er fordybet i fællesskabsdannelse og teamkoordinering, er hun ofte at finde på en af skolens volleybaner, hvor hun deler ud af smashes og overhåndsserver til alle, der vil være med.

Maggie
Maggy arbejder i Front Office som receptionist. Hun har arbejdet på højskolen siden 2017, men kommer oprindeligt fra Arusha på fastlandet. Nu bor hun i Staff House, når der er elever på skolen. Maggy kan godt lide at spille fodbold. Hun spiller i angrebet og er målscorer på skolens kvindefodboldhold. Hun drømmer desuden om at lære at svømme.

Signe
Signe er kvinden med det forkromede overblik. Det er hende, du får fat i på chatten, mailen eller i telefonen, og som med sine flere års erfaring fra Zanzibar Højskolen – først som elev og siden som administrator – hjælper dig med alt fra flybilletter og visum til gode pakkelistefifs og vejledning omkring forsikringer. Når hun er på selve højskolen, er det også hende, der kan lede dig gennem landsbyens stenede veje og små gyder frem til den bedste kop kaffe eller restaurant. Hun faciliterer gerne en omgang morgenyoga i strandkanten. Når hun er i Danmark, styrer hun sagerne herfra, samtidig med at hun passer sit studie i uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet.

Andrea
Andrea er uddannet Kultur Geograf fra Københavns Universitet og har en stor passion for at arbejde med mennesker på tværs af kulturer. Hun har rejst i flere lande med Mellemfolkeligt Samvirke og brænder for en mere retfærdig verden, hvor vores allesammens fordomme nuanceres. Andrea er bosat på Zanzibar, i sit lille hus i Paje. På skolen underviser hun i kulturforståelse og forbereder eleverne på volontør-linjen til ansvarligt frivilligt arbejde. Andrea underviser også i mindfulness interessefaget, med lokale kræfter, der bidrager med yoga og massage. Hendes drøm er at skabe ligeværdige og respektfulde kulturmøder, så vi lærer at forstå os selv og hinanden i et globalt perspektiv.

Rashid
Rashid alias ”Maradona” er Zanzibar Højskolens dygtige og tålmodige swahili underviser. Rashid har været lærer på højskolen i 8 år, og udover at lære vores elever at begå sig på swahili, snakker han selv flydende dansk. Rashid er ansvarlig for Volontørlinjen.

Linnea
Man føler sig altid tryg og i godt selskab med Linnea, hun er altid nysgerrig på sine medmennesker, og elsker at snakke med alt og alle. Linnea er uddannet psykolog og har brugt det sidste år på at rejse rundt og opleve verden, og er nu landet på Zanzibar. For Linnea er det vigtig at hende undervisning ikke føles, som om man sidder på skolebænken. Sammen med eleverne dykker hun ned i psykens mange krinkelkroge, vores baggrund og drømme samt de styrker og udfordringer, vi hver især går rundt med. Hun tror på, at livet bliver lidt sjovere, når nysgerrigheden får lov til at fylde - og siger derfor sjældent nej til et godt eventyr. Du kan ofte finde hende på en løbetur langs stranden, på yogamåtten eller på volleybanen, hvor hun arbejder på at forbedre sit boldøje.

Olivia
Hvis der er nogen, der kan gøre nørdede naturfacts sjove, skøre og spændende at høre om, så er det Olivia.
Hun er uddannet biolog fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet som guide i en dyrepark, inden hun tog et smut forbi rådgivningsbranchen som studentermedhjælper. På Zanzibar Højskolen underviser Olivia i miljøkundskab, hvor hun deler sin passion for naturen og den verden, der findes både over og under vandet. Hun brænder for sit fag og det er nemt at mærke, både når hun underviser og når man snakker med hende. Hun har det generelt bedst udenfor og bruger gerne fritiden med en kikkert for øjnene eller musik i ørerne.

Anne
Der er altid god energi og fart over feltet, når Anne er til stede. Hun elsker fællesskaber, hvor man både griner, hygger og sveder sammen. Hendes idrætsundervisning er derfor proppet med sjov, konkurrencer og leg. Hun er uddannet journalist, og har efterfølgende studeret idræt på KU. Sidste forår brugte hun på at være et halvt år i praktik som mentaltræner hos Brøndby IF Masterclass. Hun er desuden certificeret personlig træner og fitnessinstruktør - sidstnævnte har hun taget i brug hos DGI-huset i Aarhus som holdinstruktør. Hvis Anne kan starte dagen med en morgentræning under palmerne efterfulgt af en røvfuld pandekager, så bliver morgenen ikke meget bedre. Og det kan hun heldigvis tit.

Julius
Julius er en vaskeægte trubadur, og det er svært ikke at blive smittet af hans begejstring for musik. Han kommer fra Herning og har spillet musik det meste af sit liv. De seneste år har han turneret rundt i Danmark og spillet på festivaler og spillesteder med forskellige bands og artister. Med flere års undervisningserfaring og masser af erfaring fra det virkelige musikliv er han klar til at dele ud af både teknikker, historier og musikalsk inspiration. Når Julius ikke spiller musik, finder du ham ofte ude i verden. Han har blandt andet boet på en båd, dykket en masse, været på solo-backpacking og rejst rundt i Australien. Eventyrlysten fylder meget i hans liv, og han elsker mødet med nye mennesker og kulturer. Derfor er han så klar til at være en del af fællesskabet på Zanzibar, hvor han er altid klar på en omgang beachvolley, et brætspil eller en fællessang. Og for Julius starter en god dag selvfølgelig med en god kop morgenkaffe.

Tobias
Tobias er en del af Zanzibar Højskolens content-team, hvor han til dagligt arbejder med at fange de små øjeblikke, store oplevelser og alt det midt imellem, der gør højskolelivet helt særligt.
Han er uddannet journalist fra DMJX i Aarhus og har arbejdet tre år på TV MIDTVEST med TV, video og SoMe. Den erfaring bruger han aktivt i sit arbejde på højskolen, hvor han har fokus på at finde de historier og øjeblikke, som viser, hvad livet på Zanzibar Højskolen egentlig handler om - ofte de helt små situationer, der ender med at betyde mest.
Tobias har et højt energiniveau og er næsten altid at finde der, hvor der sker noget – især når der er sport på programmet. Volleyball fylder meget, men han er generelt ikke svær at få med i en konkurrence eller en aktiv udfordring. Derudover har han fundet stor glæde ved korsang hernede og er ofte også at finde ved et brætspil.
Han møder folk med et smil, en tør fynsk kommentar og en god portion far-/onkelhumor, som han gerne deler ud af i hverdagen på højskolen.

Amalie
Amalie er en del af Zanzibar Højskolens content-team, hvor hun er med til at fange alle de små, store og sjove øjeblikke, der gør et højskoleophold helt særligt. Med en uddannelse i Creative Branding - Business og Communication fra KEA har hun et skarpt blik for gode historier og elsker at omsætte oplevelser til indhold, der kan mærkes.
Amalie er typen, der altid spørger ind til, hvordan du har det, og som oprigtigt interesserer sig for mennesker omkring sig. Hun går næsten lige så meget op i alles ve og vel, som hun gør i sit reality-tv, og det siger ikke så lidt. Hvis du vil have hende til at lyse op, skal du bare nævne Marvel - og især Spider-Man. Så er samtalen i gang.
Når hun ikke filmer, klipper eller finder på nye idéer til sociale medier, savner hun sin enøjede hund Bertha, drikker koffeinfri kaffe og navigerer livet uden gluten. Amalie er både skarp, sjov og fuld af energi, og hun bidrager til den gode stemning med masser af grin, nærvær og en god portion sass.

Oliver
Oliver er Master of Productions, som han bliver kaldt af skolens lokale. Han er uddannet fra den europæiske filmhøjskole og har taget en femårig Film og TV produktionstekniker uddannelse. Derhjemme har han sin egen video-virksomhed og har arbejdet meget indenfor film, serier og reklamer. Olivers opgave er at indfange alle højskolens magiske øjeblikke på sit kamera, og producere flotte og fantastisk videoer, som eleverne altid vil kunne se tilbage på og mindes. Oliver elsker også diverse gadgets - så han er hurtigt blevet skolens it-supporter. Så hvis dit kamera, computer eller mobil er gået i stykker, så kan du altid trække et nummer hos Oliver reparationsbiks.

Frej
Frej har arbejdet som journalist de sidste fem år på Ekstra Bladet, hvor han har været vært på deres sociale kanaler. Nu har han valgt at bruge sine evner til at vise alle de fede og sjove sider af højskolelivet frem på vores kanaler. Han hjælper med at klippe elev-vlogs, filme og render selv rundt foran kameraet og stiller drillende spørgsmål.
Og så er han ved at udvikle lidt af et overforbrug af skolens pandekager med is. Når han ikke hænger ud i fællesområderne, så er han at finde ved stranden eller poolen, hvor han enten klipper videoer eller laver fjollede udspring.

Freddy
Freddie er skolens chefkok, og han har arbejde i køkkenet siden 2016. Han kommer fra vores landsby Paje. Hvis du deltager til staff-fodbold, er det umuligt ikke at lægge mærke til Freddies talent som målmand. Freddie kan desuden godt lide volleyball og afslapning ved poolen.

Herry
Herry har siden højskolens opstart arbejdet som chauffør og kørt både elever, lærere og gæster rundt på Zanzibar. I Herrys bil er der altid gang i den – han elsker nemlig at sætte bongo musik på, som er en slags RnB. Justin Bieber sniger sig dog også ind sommetider.

Rehema
Rehema arbejder i køkkenet som kok, hvor hun siden 2017 har spredt glæde rundt om sig. Hun er nemlig ét stort smil, der elsker at danse og at give den gas på fodboldbanen, hvor hun er en lynhurtig angriber på kvindefodboldholdet.

Fatuma
Fatma arbejder på skolen som tjener i Oasen. Her har hun været siden 2014. Oprindeligt kommer hun fra Moshi på fastlandet, men flyttede til Zanzibar, hvor hun har stiftet familie. Når hun ikke arbejder, bor hun i landsbyen i Paje sammen med sin mand og sine to små børn.

Angel
Angel har siden 2015 arbejdet som husholderske på højskolen, hvor hun gør værelser rene (dog ikke elevernes – den må de selv klare). Hun kommer oprindeligt fra Dar Es Salaam. Angel elsker at synge, og især swahilisangen ”Malaika” (som netop betyder ”angel”) går rent ind. Derudover er hun lynhurtig angrebsspiler til kvindefodbold.

Khamis
Khamis arbejder som gartner og har gjort det siden 2017. Sammen med Dickson sørger han for, at alt ser godt ud, at blomsterne er vandet, og at sandet er revet fint. Når han ikke sysler med havearbejde på højskolen, fisker han i Paje. Her fanger han en masse forskellige fisk og blæksprutter.

Abdallah
Abdallah er højskolens altmuligmand. Han har arbejdet på højskolen siden 2013. Det er Abdallah, der holder området pænt, og derudover er han altid at finde som frivillig vagt, når vi af og til går ud og danser. Han er helt enormt smilende og hjælpsom – og altid klar med en high five.

Pili
Pili arbejder på skolen som tjener i Oasen og har gjort det siden 2019. Hun kommer fra et lille område syd for Stone Town, der hedder Kiembe Samaki. Pili smiler altid – og er altid klar på sjov. I sin fritid elsker hun at bruge sin tid på enten at svømme eller danse. Og så er hun kvindefodboldholdets frygtløse målmand.

Abra
Abra har siden 2013 arbejdet som kok i skolens køkken. Den bolognese, som Makame (en af de andre kokke) elsker at lave – den elsker Abra at spise! Når han ikke arbejder, hænger han ud med sine venner i Paje … når han da ikke sover. Han elsker nemlig at sove, siger han!

Scolla
Scolla sørger for at lave mad til de mange lokalt ansatte, vi har her på højskolen. Et job, hun har haft siden 2015. Hendes arbejdsplads er i Staff House, hvor hun disker op med en masse lækre swahiliretter; ugali, pilau, oksekød, bønner, ris og fisk.

Hassan
Hassan har arbejdet som kok på højskolen siden 2015. Han kan allerbedst lide at lave special tuna – fordi det er en hurtig ret. Hassan skruer gerne op for musikken i køkkenet. Han elsker nemlig at danse; især til storhittet Baba Lao. Når han ikke arbejder eller danser, er han dog også ret glad for at sove, siger han.

Makame
Makame arbejder som kok i højskolens køkken, og her har han været siden 2019. Han elsker at lave spaghetti bolognese til eleverne og andre sultne munde. Ved siden af arbejdet tonser han derudaf til fodbold, hvor han er en habil forsvarsklippe. Og på tv hepper han på Manchester United!

Regina
Regina har været en stor del af højskolen siden 2009, hvor hun som husholderske gør rent og vasker tøj. Sommetider lærer hun også elever og gæster, hvordan man laver traditionel swahili-mad. Ved siden af arbejdet synger Regina kor i sin lokale kirke, og så kan hun godt lide at træne yoga og at danse.

Tumain
Tumain har arbejdet i køkkenet som kok og opvasker siden 2017. Hendes livretter er chapati (lokalt fladbrød) og frugt. Især vandmelon. Når hun ikke arbejder bor hun i Paje med sin mand og to børn. Hun kan godt lide at slappe af og synge – især sangen ”Hallelujah”.

Zulfa
Zulfa har siden 2014 svunget kødgryderne i køkkenet, hvor hun især godt kan lide at lave beef stroganoff og special tuna. Hun kommer fra Dar Es Salaam, men bor nu i Paje med sin mand og sin pige. Hun drømmer om en dag at blive en forretningskvinde, som køber og sælger kjoler og sko.

Bi-Salama
Bi Salama er husholderske og står for at vaske tøj og linned. Til dagligt bliver hun kaldt ”bi Salama”, fordi hun er ældre end de andre ansatte – og ”bi” kommer fra ”bibi”, som betyder bedstemor på swahili. Hun bor i Paje med sin mand, som hun sammen med har fem børn.

Faima
Faima har siden 2017 arbejdet på højskolen, hvor hun gør værelser rent. Hun kommer oprindeligt fra Iringa på fastlandet, men bor nu i Paje. Når hun ikke arbejder, kan hun godt lide at danse. Særligt til traditionelt afrikansk musik.

Amani
Amani har i fire år arbejdet som sikkerhedsvagt om natten. Han kommer fra masailandsbyen Kiteto på fastlandet, men flyttede til Zanzibar for at finde arbejde. Når han har fri, kan han godt lide at være sammen med sine mange masaivenner enten på stranden eller på hotellet overfor højskolen.

Haji
Haji har siden 2019 arbejdet som sikkerhedsvagt på højskolen om natten. Han kommer fra Uzi Island på Zanzibar, men bor nu her i Paje. Ved siden af arbejdet kan han godt lide at spille fodbold. Han spiller både med til Staff-fodbold og på et fodboldhold i landsbyen, hvor han er midtbanespiller.

Aron
Aron er sikkerhedsvagt på skolen og har været det siden 2016. Han kommer fra Kigoma på fastlandet, men bor nu med sin familie i Paje, hvor han elsker at dyrker grøntsager og frugt. Både vandmelon, kasawa (lokal rodfrugt) og banan. Derudover kan han godt lide at cruise rundt på sin motorcykel.

Neema
Neema har været ansat på højskolen siden 2006, og er derfor én af dem, der har været her allerlængst. Hun er vores allesammens massør, der med sine hænder kan løsne op for spændinger og sportsskader. Neema er altid smilende og glad – og så elsker hun at optræde med en sang. ”Min gospel kommer lige fra hjertet,” som hun siger.

Ali
Ali sidder på højskolens kontor, hvorfra han har styr på alt, der har med penge at gøre. Han har nemlig siden 2017 været ansat som skolens revisor. Ved siden af sit arbejde er Ali en dedikeret fodboldspiller, der med sine lange fodboldsokker tonser op og ned ad banen som Center Back. Når han skal slappe af, kan han godt lide at læse sportsmagasiner, hvor han bl.a. læser om sine helte fra Manchester United.

Abdulla
Abdulla har siden 2008 arbejdet som handyman på højskolen. Det er ham, der sørger for at reparere, hvis noget af i stykker, ham der sætter hylder op og ham, der bygger nye møbler som reoler, stole, sofaer, borde mm. Selv når han har fri, arbejder han. Hjemme sørger han nemlig også for at bygge nye møbler og fikse ting.

Dickson
Dickson har arbejdet på skolen siden 2018. Her er han gartner, og om fredagen mikser han drinks i fredagsbaren som bartender. Han kan især godt lide at lave konyagi/tonic (den lokale gin). Ved siden af jobbet kan han godt lide pole pole tid, og så spiller han også tromme i højskolens lokale simba band.

Salehe
Salehe har siden 2017 arbejdet som lageransvarlig på højskolen. Det er ham, der sørger for at holde orden på og bestille alle materialer på skolen, som ikke er mad, drikkevarer og toiletsager. Ved siden af arbejdet kan han godt lide at ’chille’ og dele idéer med sin familie i Stone Town.
FAQ’s vedrørende Om skolen
Hvad kan jeg lave i min fritid?
I din fritid kan du dykke ned i Tanzanias forunderlige mangfoldighed. Du kan tage på lokale udflugter, omgås med beboerne i byen, besøge markeder eller spise lokal mad på øens mange spisesteder. Udforsk øen på scooter eller brug en weekend på at opleve Dar es Salaam. Vi opfordrer dig klart til at udforske og opleve kulturen omkring dig, samtidig med at du nyder fællesskabet på Højskolen.
Hvad sker der om aftenen?
Når solen går ned bag palmerne, har du masser af muligheder for at nyde tiden. Du kan deltage i brætspil og andet sjovt, bare slappe af og lytte til musik med vennerne, eller måske er du mere til en stille aften ved bålet. Aftnerne er også et fantastisk tidspunkt at hænge ud med vores lokale personale, som elsker en god udfordring, uanset om det gælder bordtennis, pool, dart, eller hvem der kan holde sig længst tid på vores slackline. Er du mere til det kreative, kan du også tegne, male eller deltage i andre kunstneriske aktiviteter. Vi sørger altid for at oprette en masse elevudvalg, så fester og input af interesser udspiller sig løbende. Blandt disse udvalg finder man også et filmudvalg og et Champions League-udvalg, som begge kan ses på storskærm og TV alt efter interesse.
Hvad får man at spise?
På Zanzibar Højskolen tilbyder vi en varieret og nærende menu, der er designet til at imødekomme vores elevers forskellige smagsløg og ernæringsbehov. Vi har tre hovedmåltider om dagen og frugt hver eftermiddag. Vi fokuserer på at bruge friske, lokale ingredienser for at sikre kvalitet og smag. Vores måltider omfatter et bredt udvalg af retter, der inkluderer vegetariske, veganske og kødholdige valgmuligheder. Har du allergier gør vi os altid umage for at imødekomme disse.
Læs mere om vores højskoleophold i udlandet.